|
Et spøgelse går gennem Europa – højreradikalismens uhyggelige, fremmedfjendske spøgelse.
I alle Europæiske lande er der politiske partier og grupperinger med fremmedhad og racisme som væsentligste dagsorden. Og det er tæt på os. I Norge, Holland, Schweiz og Østrig er fremmedfjendske partier på vej til at blive landenes største. Og i Sverige – i Malmø – må jødiske familier flytte ud af byen pga. overfald og chikane.
Så galt er det da ikke i Danmark vel? Tænk lige efter en gang:
Det danske højreradikale, social-nationalistiske parti, Dansk Folkeparti, står i meningsmålingerne til at få 13-14 % af stemmerne ved et Folketingsvalg. Hidtil mere end nok til at holde VK regeringen i et fast førergreb. Et førergreb så fast, at det har været muligt for Dansk Folkeparti at få gennemført stort set en hvilken som helst stramning i dansk asyl- og flygtningepolitik og administrationen af den. Stramninger så kyniske, umenneskelige og fremmedfjendske, at ingen ville have troet det muligt i Danmark for bare 20 år siden.
Men er det nu så slemt her i landet? Der finder jo ikke politisk motiveret vold sted i Danmark. Heldigvis. Men tænk f.eks. på, hvordan afviste irakiske asylansøgere hentes tidligt om morgenen af et større politiopbud, lægges i håndjern, sættes ind i Ellebækfængslet eller direkte på et fly ud af landet.
” Nacht und Nebel ” kaldtes denne arrestationsmetode under Nazitysklands besættelse af Danmark.
Et nyligt eksempel: Den 9. marts blev Fawzi afhentet af politiet og indsat i Ellebækfængslet med henblik på snarlig tvangsdeportation til Irak, hvorfra han er flygtet. Fawzi er gift med Zari, som bor i Århus, hun har opholdstilladelse, egen virksomhed og er i stand til fuldt at forsørge ham. Fawzi er ikke kriminel, han var før flugten lærerstuderende i Irak. Sammen har Fawzi og Zari en datter på fem måneder. Myndighedernes svar på hustruens fortvivlelse og protester er, at hun og barnet jo bare kan rejse ud af landet med manden. Tvangsdeportationens splittelse af familien er ikke bare helt urimelig, men også i strid med Børnekonventionens paragraf 9 og 10.
Dette er den første tvangsdeportation, som rammer en børnefamilie. Man kan frygte, at hvis ikke en storm af protester skaber stor offentlig opmærksomhed, så vil andre børnefamilier lige så stille en efter en blive tvangsudsendt.
”Nacht und Nebel ”. Påstår jeg, at myndighederne bruger nazimetoder? Nej, men det ligner. Og beskylder jeg Dansk Folkeparti for at være et national-socialistisk parti? Nej, men en gang imellem er det svært ikke at tænke, at det ligner. Det tynde lag af socialpolitisk fernis oven på et tykt underlag af nationalistisk ekstremisme kan måske let skalle af, så det nationalistiske kommer før det sociale. Dansk Folkeparti har indtil videre respekteret de demokratiske spilleregler. Men partiet udnytter demokratiet og sin position og styrke helt ud til anstændighedens grænser, når der skal tælles til 90 i Folketinget.
Og i den offentlige debat er deres adfærd forfærdende og farlig. Som Professor Sten Hildebrandt fra Århus Universitet formulerede det i et indlæg i Politiken d. 27. februar: ” Der finder en human nedkøling sted i Danmark i disse år. Der finder en forråelse sted. Tonen er mere og mere uanstændig. Sproget uhørt hårdt. Holdningerne nærmer sig racisme. Retorikken er uciviliseret, reaktionær, intolerant og primitiv. Intet er for plat. Intet for intolerant og racistisk ”.
Og i lidet flatterende opportunisme og angst for at miste regeringsmagten går V og K med til det hele. Ja, måske nøjes de ikke med bare at gå med til det. For var det ikke Finansminister Claus Hjort Frederiksen, som i et utiltalende knæfald for Dansk Folkeparti udtalte, at Venstre og Dansk Folkeparti skam deler fælles værdier?
Men hvad så med regeringsalternativet? Den venligste beskrivelse af deres ageren er vel at sige, at de har valgt tavshedens tydelige tale.
Den sidste store socialdemokrat, Svend Auken, appellerede – i direkte strid med partilinien – i sit livs sidste tale ved demonstrationen den 18 juni sidste år – indtrængende og i stærke ord til, at vi alle vedkender os vort fælles samfundsmæssige grundlag. Det grundlag som bygger på ordentlighed, medmenneskelighed og solidaritet med de svageste – også med asylansøgere og flygtninge.
Men har nogen hørt eller læst, at ledende politikere fra Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti klart og utvetydigt er gået til angreb på eller bare har taget afstand fra VKO blokkens umenneskelige og ubarmhjertige asyl- og flygtninge politik?
Nej vel – ingen! Og sikkert kun få vil forbavses, hvis Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti stemmer for – eller undlader at stemme imod – den seneste aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om nye stramninger af asyl-og flygtningepolitikken og udlændingelovgivningen.
I tavs, opportunistisk ynkelighed skal Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke have noget klinket. Deres fælles trang til at få regeringsmagten, ser efterhånden ud til at være så voldsom, at de synes, det retfærdiggør, at god borgerlig og socialdemokratisk anstændighed er ligegyldig – på trods af nogen, men ikke særlig megen murren i det politiske bagland. Og mon ikke de to partier er så vilde efter plads på taburetterne, at de seriøst vil overveje at lade en aftale med Dansk Folkeparti være en ny regerings parlamentariske grundlag, hvis valgresultatet næste gang ikke giver et rødt flertal? Eller hvis de radikale ikke vil være med på S og SF´s præmisser?
Det gør ondt at konstatere, at der er gået råd i de to partiers etiske fundament!
Men så har vi da heldigvis vor frie og uafhængige presse. Den fjerde statsmagt. Der har været lejlighedsvise undtagelser fra et ellers ensartet mønster af ligegyldighed. Information, Kristeligt Dagblad og Politiken bør roses for af og til at forsøge at skabe diskussion og opmærksom hed omkring områder af dansk asyl- og flygtningepolitik. Politiken f.eks. ved at bringe et stort interview med Carsten Jensen, hvor han fik plads til at tale om vor kollektive samvittighed som nation.
De elektroniske medier er helt borte i asyl-og flygtningepolitisk sammenhæng – desværre degenererede til passivt mikrofonholderi. Hvor langt medierne er kommet i slap akcepteren af, hvad der foregår, kan måske bedst beskrives ved at minde om, at ” Nacht und Nebel ” afhentninger og brutale tvangsdeportationer i bedste fald får en lille neutral notits i nogle aviser a la ” i dag blev to afviste asylansøgere sat på et fly ud af Danmark ”. Afhentningernes brutalitet, rædslen hos dem det går ud over, splittelsen af familierne er det tilsyneladende ikke interessant at skrive om.
Er denne korte beskrivelse af den politiske virkelighed omkring dansk asyl- og flygtningepolitik vildt overdrevet?
Næppe. Men – og det er vigtigt at fastslå, det er ikke KUN er Dansk Folkepartis, de øvrige partiers og mediernes skyld, at vi står, hvor vi står. Vor fælles kollektive laden stå til, vor tilpasning til de drypvise stramningers linde strøm bærer det største ansvar for, at vi som nation er endt, hvor vi er. Et sted hvor forhåbentligt kun få ønsker at være.
Der er meget på spil. Dybest set drejer det sig både om den enkeltes personlige etik og vor nationale selvopfattelse. Det er uhyggeligt at konstatere, at der næppe er udsigt til at politikerne eller medierne – heller ikke efter et Folketingsvalg – vil genrejse dansk asyl- og flygtningepolitik til et anstændigt niveau.
SÅ – hvis vi ikke vil være det Danmark bekendt, som de sidste 20 år har skabt – må vi indse, at forandring kun kan komme ved pres nedefra.
Vi almindelige mennesker må simpelthen rejse os og gå til modstand. Nogen må tage initiativet til at organisere modstanden. Det bliver svært, det bliver op ad bakke, det vil tage tid og kræfter – Men det er nødvendigt og det er på høje tid. Ingen dansk politiker bør i den valgkamp, der så småt er begyndt, slippe for at tage stilling til dansk asyl- og flygtningepolitiks fremmedfjendske grusomhed. Ingen politiker, ingen borger, ingen overhovedet skal kunne sige:
”Vi vidste det ikke. Vi vidste ikke, at dansk asyl- og flygtningepolitik fører til så mange menneskelige tragedier”.
For vi bør alle huske, at når den sidste afviste irakiske asyl ansøger er tvangsdeporteret, så eksisterer det system af lovgivning, regler, politisk pres og holdninger som muliggjorde, hvad der er sket, stadigvæk.
Og historien har det med at gentage sig.
Modstandskampen skal være slagkraftig, velorganiseret, velfinanceret og effektiv for at få tilstrækkelig gennemslagskraft. De mange grupperinger og bevægelser, som er enige om, at vi ikke kan være dansk asyl-og flygtningepolitik bekendt, bør finde sammen for at vække den folkelige modstand, der kan tvinge de folkevalgte på Christiansborg til fornuft og anstændighed.
Jørn Nerup
|
