Referat af Anna Konstantelos Birkes oplæg fra den 28. marts 2009, Vollsmose

Der er forskellige opfattelser af integration. Regeringen synes at mene, det kun er et spørgsmål om økonomi og selvforsørgelse, men hvordan ville man betegne de danskere, der ikke forsørger sig selv? Næppe uintegrerede.

Anne Konstantelos Birke opfatter integration som det at blive del af en helhed, hvorved helheden også forandrer sig, og ikke kun den, der kommer til. Det handler om at kunne begå sig i de forskellige kulturer, man møder på sin vej – hver arbejdsplads, hver familie har sin – og det kan man godt, selv om man ikke spiser svinekød eller går med tørklæde, mente oplægsholderen. Og Grundtvigs version af integration lyder: ”Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil”. Integration handler altså også om følelser og psykologi, og det er nogle aspekter, som regeringen glemmer.

Hvordan må det så føles, hvis man oplever, at man bliver holdt ude af helheden? Eller at være et af børn, der ikke må være for mange af i en klasse?

Kravene for at få dansk statsborgerskab er:
a) man skal love troskab og loyalitet overfor Danmark
b) man skal give afkald på tidligere statsborgerskab
c) man skal uafbrudt have opholdt sig i Danmark i 8/9 år
d) man må ikke have begået kriminalitet (af en vis sværhedsgrad)
e) man må ikke have gæld til det offentlige
f) man skal have været selvforsørgende (eller være forsørget af familie) de 4½ ud af de sidste 5
år (SU og pension er OK, men revalideringsydelse er ikke)
g) man skal bestå den rigtige danskprøve (dansk 3) med en tilstrækkeligt god karakter
h) man skal bestå en indfødsretsprøve (den koster 1000 kr at tage, varer 45 minutter)

Som indvandrerlærer bruger man lang tid på at lære kursisterne ikke at lære udenad, men at forstå sammenhænge. Men så kommer indfødsretsprøven, som man netop skal forberede sig til ved at lære udenad!

Man har ret til sprogundervisning i 3 år (hvilket ikke ligefrem er i tråd med mottoet om livslang læring, der ellers dyrkes i Danmark, tilføjede Anna Konstantelos Birke). Der er tre danskuddannelser, populært kaldet dansk 1, 2 og 3. Det er ikke forskellige trin, men helt forskellige uddannelser. Man kan således ikke fortsætte fra dansk 1 til 2. Forskellen er undervisningsmetoden og folks uddannelsesbaggrund:

Dansk 1 – til kursister, der ikke er gået i skole i hjemlandet eller kun er gået i 3-4 år; kan slet ikke
læse eller kun meget lidt. Kan også være svært traumatiserede.
Dansk 2 – til kursister, der har en skolegang, der svarer til folkeskoleniveau.
Dansk 3 – til kursister med en videregående uddannelse fra hjemlandet.

Det er kun dansk 3, der giver adgang til at søge om dansk statsborgerskab. Så medmindre man har en videregående uddannelse fra hjemlandet, kan man ikke komme på den rigtige danskuddannelse og derfor ikke få dansk statsborgerskab.

Dansk 2 giver adgang til tidsubegrænset opholdstilladelse, så man ikke skal søge om at få den forlænget hvert år. Man kan efter bestået danskprøve 2 læse videre på VUC, til sosu osv.

Dansk 1 giver ikke adgang til nogen uddannelsesforløb og man er således begrænset til de allerringeste jobs. Dansk 1 giver heller ikke adgang til tidsubegrænset ophold. Det betyder i praksis, at folk i årvis kan arbejde i de hårde og dårlige jobs, men hvis de bliver slidt op og de ikke kan blive forsørget af sin ægtefælle, kan de ikke få fornyet sin opholdstilladelse.

Disse regler betyder, at det i praksis er lærerne og vejlederne på sprogskolerne, der afgør, hvem der en dag får mulighed for at blive dansk statsborger og hvem ikke. De skal placere de nye kursister i uddannelserne i henhold til deres kunnen og uddannelsesbaggrund. Der er også det økonomiske aspekt: skolernes økonomi er afhængig af, at kursisterne består. Hvis folk ikke kan komme igennem en af uddannelserne på 3 år, er skolen / læreren nødt til at placere dem i en ”lavere” uddannelse.

De fleste på dansk 1 er kvinder – i de lande, analfabeterne kommer fra, er det kvinder, der ikke kommer i skole. Reglerne har altså også en kønsdiskriminerende slagside.

Et af de værste problemer for kursister på dansk 1 er usikkerheden omkring deres fremtid, da de hvert år skal have forlænget deres opholdstilladelse – og man ved aldrig med sikkerhed, hvilket svar man får. Oplægsholderen sluttede af med at fortælle om en kollega, der har sagt, at usikkerheden er det værste; at det er tortur – sagde han som én, der har siddet i fængsel i Tyrkiet og har prøvet tortur…