|
Oplæg v/ advokat Helge Nørrung, 13. september 2008 Som ung var jeg i 60'erne udvekslingsstudent i USA og lærte på den måde folk fra mange nationer at kende. Foruden Europa var der folk fra Iran, Singapore, samt lande i Afrika og Sydamerika. Det var dengang vi i Danmark synes det var kulturelt berigende at møde mennesker fra fremmede himmelstrøg. Ens egen kultur blev ligesom sat i relief, når man mødte spændende mennesker med en anden religiøs og kulturel baggrund. Og vi var med rette forargede over apartheid-politikken i Sydafrika og raceadskillelsen i USA - Danmark var faktisk et foregangsland med hensyn til at vise respekt for andre etniske grupper. Det er vi ikke i dag. Vi har gennem de sidste tyve år tilladt en stadig mere nedladende retorik fra politikere over for mennesker af anden etnisk herkomst, og vi har indført en stadig strammere lovgivning og praksis på udlændingeområdet. Det er nu blevet så grelt, at vi har vakt anstød ikke blot i Danmark, men i hele verden. Ikke kun hos teknokrater, men hos de organer i FN og i Europa, der er sat til at overvåge sikkerheden for de svageste grupper i verden, for mennesker i nød, nemlig UNHCR (FN's højkommissariat for flygtninge) og LIBE (EU's parlamentsudvalg for borgerrettigheder).
Vi har tilladt en lovgivning og praksis, der ikke tåler dagens lys. Det ved vi fordi vi gang på gang bliver præsenteret for enkeltsager i medierne, hvor selv sagsbehandlerne, der har den utaknemmelige opgave at forvalte loven, indser den menneskelige lidelse, afgørelserne har forvoldt, hvorefter afgørelserne ofte bliver ændret. Vi ved ud fra selvmordsstatistikerne og lægejournalerne at mange andre, der ikke formåede at bringe deres sag frem i lyset, er bukket under for den samme slags afgørelser. Og som asyladvokat oplever jeg også grelle eksempler, og jeg vil kort nævne tre: En albansk familie på far, mor og en 7-årig søn flygtede fra en veldokumenteret trussel om blodhævn, hvor endog de albanske politimyndigheder udtalte, at de forgæves havde forsøgt at mægle mellem parterne. En fætter til den mandlige ansøger havde begået et drab, og den dræbtes familie forsøgte flere gange at slå ansøger og hans søn ihjel - ifølge en ældgammel skik om blodhævn. Flygtningenævnet konstaterede lakonisk i afgørelsen, at "intet land vel kan beskytte sine borgere helt fra blodhævn", hvorfor de fik afslag og udrejsepåbud. I panik satte familiefaderen ild til værelset på asylcentret, da det danske politi kom for at deportere familien, nu yderligere bestående af en nyfødt datter. Alle blev alvorligt forbrændte, men overlevede. En sigtelse mod familiefaderen blev frafaldet, fordi han handlede i forståelig panik. Men asyl fik de ikke, derimod var deres "held" at de efterhånden blev så psykisk syge af frygt, at de til sidst kvalificerede sig til en "humanitær opholdstilladelse", der netop gives ved livstruende psykisk eller fysisk sygdom. Familien - der i Albanien var fremtrædende og velfungerende - er nu splittet af skilsmisse og psykisk sygdom. Næste eksempel: Ashkan er en ung iransk dreng, der blev tvangsmæssigt tilbagesendt til Iran, på trods af at hans mor og søskende efter afslag på asyl var gået under jorden i Danmark. Ashkan blev udsat for tortur under langvarig fængsling i Iran, men måtte efter løsladelsen selv kæmpe sig vej via Grækenland til Danmark, hvor han med møje og besvær endelig fik asyl. En indisk asylsøger har oplevet noget tilsvarende, idet han havde været udsat for alvorlig tortur i delstaten Punjab, hvilket var dokumenteret af Amnesty Internationals danske lægegruppe: Alligevel fik han afslag på asyl. Han blev deporteret til Indien til fornyet tortur, før han endelig fik asyl efter sin anden indrejse. En af de bedst kvalificerede læger fra det Internationale Center for Behandling af Torturofre i København - som havde deltaget i begge undersøgelser af denne mand - måtte i Ugeskrift for Læger undrende spørge, om udlændingemyndighederne ikke respekterede lægelige udtalelser. Oplysninger om tortur fra asylsøgere bliver ikke automatisk fulgt op af undersøgelse og behandling i Danmark. Det sker kun hvis en sådan undersøgelse af den juridiske sagsbehandler "findes at kunne have betydning for afgørelsen". Ellers må advokater og andre private henvise ofret til Amnesty's frivillige lægegruppe. Torturofre får heller ingen særbehandling i form af hensyn til, at de måske er bange for at udtale sig over for politi eller myndigheder. Og torturofre er som alle andre asylsøgere udsat for en asylbehandling med stadig mere begrænset retssikkerhed, uden uddannelseskrav til tolke og uden adgang til egentlig domstolsprøvelse. Kun appel til et administrativt nævn, Flygtningenævnet, der flere gange har været udsat for nedskæringer i medlemstal. Sidste eksempel: En irakisk familiefar - lad os kalde ham Imad - har boet på fire forskellige asylcentre i Danmark i ni år, mens hans hustru og tre børn er strandet i Syrien. Ingen af dem tør returnere til Irak på grund af den vold og terror, der fulgte i kølvandet på Saddam-regimets fald. Imad har fået afslag på asyl som de fleste irakere, og derfor har hans familie ingen ret til at komme til Danmark og vente her sammen med ham. Imad må heller ikke arbejde, så familien har ingen mulighed for at blive genforenet. Danmark har trodset henstillinger fra UNHCR om at give asyl eller and anden form for opholdstilladelse til de irakere fra det centrale og sydlige Irak. De irakiske myndigheder finder selv sikkerhedssituationen så uholdbar, at de ikke vil tillade tvangsmæssig hjemsendelse af de flygtede. Både FN og Amnesty International henstiller til nationerne, at undlade at lægge pres på afviste asylsøgere i en sådan situation, men Danmark har gennem flere år trodset disse henstillinger. Nu forlyder det, at der snart er en hjemsendelsesaftale på vej for de omkring tre hundrede irakere, der har udholdt presset i otte til ti år. Disse personer har ikke haft mulighed for at benytte uddannelse og arbejdskraft i ventetiden. Deres børn har tilbragt deres barndom og ungdom med at blive stresset rundt mellem fire-fem forskellige asylcentre uden fast skolegang med det bevidste formål at de ikke skulle knytte sig til noget netværk. De har oplevet den fornedrende madpakkeordning, fratagelse af lommepenge, tvungen cafeteriaspisning, trusler om frihedsberøvelse og hvad vi ellers har fundet på af "motiverende foranstaltninger" for at få dem til at rejse "frivilligt" hjem til det land, de ofte med livet som indsats var flygtet fra. Mange er blevet alvorligt syge af det stress vi har udsat dem for. Vi har til morgen hørt om det seneste eksempel - Mirsad Zairi - hvis hustru og børn har humanitær opholdstilladelse i Danmark, men som absolut skal tvinges fra dem, skønt hans eneste "forbrydelse" har været, at han en periode gik under jorden for at være sammen med familien. Hvor længe vil flertallet af danskere tillade, at vore politikere på denne måde driver studehandel med menneskers liv og helbred på udlændingeområdet blot for at bevare magten? Ja, jeg skammer mig over at være dansker. Indvendingen fra de regerende politikere er ofte, at når folk får afslag på asyl, kan de jo bare rejse hjem. Jeg håber med disse eksempler at have illustreret, at det ofte ikke lader sig gøre for dem at rejse, enten: fordi sagen er fejlbehandlet i et stækket asylsystem, og/eller fordi visse grupper af asylsøgere kommer fra lande hvor usikkerheden er for stor til en hjemsendelsesaftale, og/eller fordi ansøgerne har familie her, de ikke ønsker at blive splittet fra. Integrationsministerens kølige "modtagelse" af LIBE-delegationen i foråret er et velkendt eksempel på både arrogance og - håber jeg - også dårlig samvittighed over en politik, hvis virkninger ikke tåler dagens lys. Disse tilstande kan kun ændres ved at bringe eksemplerne frem i lyset. Jeg nægter at tro, at et flertal - hvis de kendte de ufattelige lidelser vores lovgivning og praksis udsætter medmennesker for - vil opretholde en regering, som bevidst lader folk lide på den beskrevne måde. Det giver uhyggelige minder om en svunden tid omkring anden verdenskrig. Vi har bedre muligheder i dag for at bringe det frem til offentlig beskuelse - lad os komme i gang!
|