Oplæg v/ prof., dr.phil. Per Schultz Jørgensen, 13. september 2008

1.
Vi har en statsminister, der tager klart afstand fra samarbejdspolitikken under krigen. Danmark var den gang følgagtig, hvis alle andre lande havde gjort det samme, havde nazisterne regeret i dag, siger statsministeren. Senest gentog han synspunkterne den 29. august med arrangementet i Mindelunden i Ryvangen.
Det er stærke ord og vel udtryk for en holdning, som man ikke uden videre kan anfægte.
 
2.
Men samarbejdspolitikken begyndte længe inden krigen, den foregik også i 1930´erne. Og da vi netop nu med ”Golden Days” arrangementer højtideligholder hvad der skete i 1920érne og 30érne, er det rimeligt at sammenligne også andre træk med tiden dengang. I 1930érne samarbejdede vi med de tyske myndigheder om at sende flygtninge tilbage til Tyskland. Det var jøder, ofte statsløse personer, på flugt. Mange, der søgte tilflugt i Danmark, blev sendt tilbage, hvor de kom fra, oftest uden større barmhjertighed. Sådan var det for en del i 30´erne og selvfølgelig for rigtig mange fra 1940.

3.
Den islandske forfatter Vilhjälmur Vilhjälmsson har blotlagt disse skæbner i perioden 1933 til1945 i en bog med den manende titel: ”Medaljens bagside”(2004).  Emigranter, sådan blev de kaldt,  der søgte tilflugt i Danmark eller slet og ret strandede her. Myndighederne blev mere og mere ivrige efter at få dem ud af landet, personer, der var blevet frataget deres statsborgerskab blev nidkært opsøgt og sendt tilbage,  ofte mødte de ikke nogen barmhjertighed fra myndighederne. Og det blev efter 1940 normen.  Tag bare en af disse skæbner: En oktoberdag i 1942 stod Brandla Wassermann med sine tre børn på Københavns Hovedbanegård. Af en anonym dansk mand var de blevet hjulpet fra Berlin til Flensborg, igen hjulpet over grænsen, fik natlogi hos en dansk familie og sat på toget til København. Her stod de så, moderen med datteren Ursula på 7, sønnerne Jacky på 5 og Denny på 1½ og bad om asyl på Københavns Politigård. To dage efter var de alle sammen på vej tilbage til Tyskland. Udvist. En kontorassistent fulgte dem til Flensborg, her blev de udleveret til Gestapos Grenzschutzpolizei. En måned senere, den 29. november, blev de alle 4 sendt til Auschwitz med den 25. ”Osttransport”. Her omkom de.
 
4.
Hvorfor gjorde vi det?  Det er der skrevet interessante afhandlinger om, bla. Sofie Lene Baks ph.d afhandling: ”Dansk antisemitisme 1930-1945”.  Hun viser, hvordan antisemitisme og xenofobier vokser frem til 1930´erne, hvordan det æder sig ind  i det offentlige rum, hvordan visse medier fører an og hvordan politikere og offentlige myndigheder påvirkes. Jeg tror, vi kan sammenfatte det relativt kort på denne måde:
•    Det var af ideologiske grunde, som slet og ret handlede om udbredt antisemitisme og xenofobier
•    Det var af politiske grunde – som har overskriften:  underkastelse over for naboen i syd, følgagtighed og medløb
•    Det var af grunde, som drejer sig om bureaukratisk nidkærhed: embedsmænd, der var utrættelige i deres iver efter at forfølge, hvad de anså for en god sag
 
Ideologien giver legitimitet til det politiske niveau, der igen giver legitimitet til bureaukratiet. Men oplever sine handlinger retfærdiggjort.
Alle tre niveauer spillede en rolle op gennem, 30´erne og med forstærket kraft i perioden fra 1940 til 1943 – ofte med både tragiske og uhyggelige  konsekvenser. Tilsammen skaber de en form for chauvinisme, dvs. en national, religiøs selvforherligelse, baseret på fjendebilleder og racetænkning. Den rene danske stamme skal beskyttes mod de ”urene” jøder. Eksemplerne på denne primitive tænkning er utallige.
 
5.
Jeg vil flytte scenen til 2008, og spørge mig selv, om vi har lært noget af det, vi gjorde dengang? Refleksion, selverkendelse, skamfuldhed, selvbebrejdelser, har vi inddraget en forståelse, så vi ikke gør det igen? Den, der ikke kender historien er dømt til at gentage den! Er vi i gang med at gentage den i vores nuværende flygtninge- og indvandrerpolitik?
 
6.
Min påstand er, at vi ikke til bunds har erkendt, hvad vi gjorde den gang. Vi har ikke lært af historien, så ville vi ikke foretage de åbenbare overgreb i vores flygtninge- og asylpolitik, som vi ser praktiseret år efter år. Når man ikke lærer af historien, gentager man den.
 
7.
Selvfølgelig mener jeg ikke, at der uden videre kan paralleliseres mellem den gang og i dag. Det ville være en alt for forenklet opfattelse. Men det forhindrer ikke hverken analogier – eller egentlige analyser, der kan belyse ligheder og forskelle mellem 30´erne og i dag. Forfatteren Kirsten Thorup ser fx en analogi , når hun efter at have skrevet romanen Førkrigstid, siger at ” holdningen til muslimer i nutiden giver hende mindelser om holdningen til jøder i 30´erne”. Det samme siger litteraturprofessor Hans Hertel: jeg mener dog, at der er visse paralleller mellem den måde, man talte om ”den jødiske fare” i 30´erne, og den måde det er lykkedes at skære alle muslimer over en kam og gøre dem til det altoverskyggende problem i dagens Danmark. Det handler bl.a. om  behovet for at skabe fjendebilleder. Det er igen blevet stuerent at tale om ”Danmark for danskere” og om, at det sande folkelegeme ikke bør inficeres” (Information, tillægget ”Frø af ugræs”, sept. 2008).
 
8.
Eller sammenligne med et andet træk, nemlig det der handler om at udforme en stram lovgivning, der forhindrer indvandring af såkaldte emigranter – og med stor nidkærhed administrere den og føre dem ud af landet. Altså en kynisme dækket ind ad lov og forvaltning. Er det ikke også hvad man hører fra en integrationsminister, der forsvarer sin politik med den lovgivning, der findes og som hun selv har været med til at vedtage: ”… den omstændighed, at et antal afviste asylansøgere blæser på myndighedernes afgørelser, skal ikke stille de afviste bedre end dem, der retter sig  efter myndighedernes afgørelse” (Politiken, 7. sept. 2008). At forsvare en handling med myndighedernes afgørelse er set før. Det var også sådan det foregik i 30´erne, hvor den ene flygtning efter den anden blev sendt tilbage til Tyskland. Danmark havde en meget stram indvandrerlovgivning, udvisningerne foregik efter bogen. De små embedsmænd handlede ikke på egen hånd.
Men selvfølgelig er analogier farlige. At noget minder om noget andet er ikke noget bevis. Det er et indtryk, der kan fungere som startskud til en mere præcis analyse. Den vil jeg forsøge mig med – i det små.
 
 
9.
Men til en begyndelse: hvad er det, vi gør i dag? Svaret kan godt opsummeres på denne måde:
•    Vi har ekstremt stramme regler, det gælder fx for familiesammenføring og asylområdet
•    Vi udviser forældre og adskiller dem fra deres børn
•    Vi udviser kvinder, der flygter fra en voldelig mand, inden hun har permanent opholdstilladelse
•    Vi tvangshjemsender
•    Vi hjemsender flygtninge med psykiatriske diagnoser
•    Vi lader børn opholde sig årevis i asyllejre, selvom der er forskningsmæssig dokumentation for, at de efter 2 år i en lejr tager skade af det
•    Vi har indført en starthjælp for asylansøgere , der fører frem mod fattigdom
Vores nuværende politik og praksis er dokumenteret i en række skræmmende sager, der klart fremlægger de tragiske forhold for de mennesker, der bliver ofre for den.
Europaparlamentet har direkte kritiseret den danske praksis i asylcentrene – men er blevet afvist, endda på en arrogant facon
Der er protester fra en lang række borgere og organisationer, herunder Brandbjergnetværket, men alt fejes mere eller mindre af bordet.
 
9.
Sammenligner vi denne politik på flygtninge- asylområdet med politikken i 1933-1945 er der som sagt forskelle. Også i human retning. Derfor handler det ikke om blot at parallelisere. Resultatet ville være en dæmonisering af vores nuværende politiske flertal – eller politikerne bag det. Der er absolut træk i vores nuværende politik, der viser en langt større respekt for menneskerettigheder.
Men der er også andre træk, der trækker på gentagelser af tidligere praksis. Det gælder fx
•    Hårdhændet udvisning og hjemsendelser af personer, der fører dem direkte tilbage til det fængselshelvede, de flygtede fra
•    Udvisning af personer, der må betragtes som nærmest statsløse, og uden at vi har sikret os, at de behandles anstændigt af modtagerlandet
•    Udvisning af en forældre, der medfører adskillelse og afbrydelse af bånd mellem et barn og forældre
•    Udvisning af personer, der psykiatrisk er  svækkede, til et land, der ikke kan tilbyde nogen for er behandling
Der er træk af inhumanitet i vores nuværende politik, der viser tilsidesættelse af menneskelige hensyn til fordel for ”et system”. Det er en form for nådesløshed, der hæver sig over forpligtelser, som vi selv har bekendt os til i konventioner, fx Børnekonventionen.
 
10.
Men ved siden af de konkrete handlinger på flygtninge- og asylområdet er der også andre træk, der mere direkte peger tilbage på 1930´erne. Det er rationalet bag denne politik, eller retorikken, der følger den på vej. Eller ideologien. Her ser vi igen (som også Hans Hertel påpeger) en særlig nationalisme, der sammenblander kristendom, danskhed, fremmedfjendtlighed og forpligtelsen til en slags stamme-renhed. Udsagn fra personer omkring Den danske forening og Dansk Folkeparti viser klart den form for tænkning.  Ekstra interessant er det, at en person som Søren Krarup både leverer et dybfølt forsvar for en af 1930´ernes chauvinistiske forfattere/litteraturkritikere (Harald Nielsen), med anstrøg af racetænkning – og fører an i dagens hetz mod fremmede og for den dansk-kristne renhed.
 
11.
Men hvorfor gør vi det så kritikløst, hvorfor er vi i en situation, hvor Danmark har lagt sig i den alleryderste bane for at føre en hadsk fremmed og indvandrerpolitik?
Et svar er, at vi ikke lærte af det, vi gjorde i 1930´erne, derfor gentager vi historien nu – og derfor ser vi de samme dynamiske faktorer i vores flygtninge- og asylpolitik:
•    Ideologiske faktorer –  som i dag helt tydeligt har at gøre med xenofobi og had over for muslimer
•    Politisk følgagtighed – som ikke handler om forholdet til en fremmed magt (som i 30´erne), men om et indenrigsbaseret magtforhold: følgagtighed i forhold til et højrepopulistisk parti, det er tydeligt medløberi, der handler om at holde sig ved magten – selvom der gives køb på menneskerettigheder
•    Bureaukratisk nidkærhed – som vi har set den praktiseret af udlændingeservice og Rønn Hornbech og masser af små embedsmænd, der nidkært har sørget for at der ikke blev nogen slinger i valsen.
Der vil nok altid være en lille, xenofobisk og racistisk tænkende gruppe i et samfund som det danske. Der vil nok også altid være noget større grupper, der er parat til at gå på akkord, gå med, løbe med  på udfaldene fra de ekstreme grupper. De er mere eller mindre støttet af en række borgerlige aviser. Så er der det store tavse flertal, der ikke rigtig mener noget. Og endelig er der dem, der aktivt går til modstand. Sådan var det i 1930´erne – sådan er det i dag. Og i begge perioder er der politiske partier, der fører an i medløberiet.
 
12.
Den samme statsminister, der tager afstand fra samarbejdspolitikken under krigen – han praktiserer nu en politik, der ikke lader meget tilbage. I en anden iklædning, naturligvis, men uden den nødvendige refleksion over det, han foretager sig.  For vi andre ser det ud som følgagtighed over for en herskende fordomsfuldhed – for at bevare magten. Og den  har de samme fatale og tragiske konsekvenser. Vi lærte ikke noget, vi stirrede os blinde på vores godgørenhed over for jøderne i oktober 43 – og gentager nu vores medløberi.
 
13.
Hvad kan ændre situationen – og åbne øjnene? EU – den er indtil videre en del af vores anstændighed. Vores egne protester? Det er små  skridt vi ser. Et valg, så vi kan få andre og mere anstændige mennesker til magten?
Eller: NØDVÆRGEHANDLINGEN? Den indebærer en protest som civil ulydighed eller en handling, der sætter sig ud over loven. Det er ikke min forstand tale om en lovovertrædelse men et lovbrud, der bevidst legitimerer sin handling ud fra et større hensyn til almenvellet.
Det er måske til syvende og sidst der, vi skal satse.
 
14.
Åbningen ind til en medmenneskelighed, der sætter individet over systemet, ville omfatte amnesti, opholdtilladelse og integration i det danske samfund.
Det betyder for mig, at vi skal fortsætte vores protester, vores dokumentation, vores synlige modstand – der er ikke noget alternativ.