Forside Category Blog Danmarks asylsystem trænger til kvalitetssikring!
Danmarks asylsystem trænger til kvalitetssikring! PDF Udskriv Email
Skrevet af Administrator   
Tirsdag, 18. september 2007 00:00

Er Danmark et lille lukket land?
Og hvilke konsekvenser har det?

Adham Ihsan Al-Ghanemi, selv et lyslevende og nærværende svar på disse spørgsmål gav sin kommentar i kunstnerisk form, da han, på vores stormøde den 15. sept. på Brandbjerg Højskole, spillede danske sommermelodier på tværfløjte. I al sin skønhed og enkelhed talte musikken om at leve i Danmark og elske dansk, men alligevel være lukket ude af samfundet.

Adham er tidligere kunstprofessor i Bagdad og udøvende musiker, men nu, som afvist asylansøger efter 7 år på diverse asylcentre, bosiddende på asylcentret i Jelling.

Et lukket land siger nej til mangfoldighed. - Et lukket land bliver et fattigt land
Under oplæg og diskussioner fremkom adskillige eksempler på denne udvikling mod kulturel og menneskelig fattigdom:
Danmark skiller sig ud ved at nægte asyl til åbenbart forfulgte flygtninge, som i nogle tilfælde siden får asyl i Norge eller England. De danske udlændingemyndigheder udviser en rystende mangel på menneskekundskab og fornemmelse for, hvordan en traumatiserende hændelse (f.eks. en voldtægt) virker på et menneske. Danmark bøjer menneskerettighederne ved stadig at stramme behandlingen af udlændinge - uden tanke for, at vi derved bøjer vores principper for, hvordan vi selv vil behandles. Udlændingeadvokat Helge Nørrung, børnepsykiater Bente Rich og prof. Jens Vedsted Hansen supplerede og uddybede hinandens oplæg og besvarede spørgsmål fra salen, bl.a. om den pinlige dobbeltmoral i den behandling, de irakiske asylansøgere får - i forhold til behandlingen nu af de irakiske tolke.   

Danmark trænger til en kvalitetssikring af hele vores asylsystem
Et panel med Lars Weiss (FT-kandidat S) og Özlem Cekic (FT-kandidat SF) tog nye emner op: Det er også fagbevægelsens ansvar, at "etnisk" arbejdskraft ikke udstødes og diskrimineres. Hvorfor skal integration kun gå den ene vej? Højtuddannet "etnisk" arbejdskraft flygter til England på grund af intolerance, trusler og skældsord. Hvor længe har Danmark råd til det?

Fra salen lød Elsebeth Gerner Nielsens profeti: Det bliver markedskræfterne, der vil bevæge Danmark ud af lukketheden. Først senere vil den politiske verden følge efter.

Samme Elsebeth Gerner Nielsen modtog Brandbjergprisen for sit engagement i bl.a. asylansøgeres rettigheder, for sin humor og ildhu og sin stædige påpegning af urimeligheder og uretfærdigheder i det lukkede system, der sænkede et jerntæppe ned omkring Danmark efter valget i 2001.
Elsebeth Gerner kvitterede med en varm takketale og Benny Andersens digt Skabssvenskere.

Bodil Hindsholm Hansen,
Ordfører for Borgere for et anstændigt Danmark
Tlf. 86 47 02 25   

 

Hvem er online

Vi har 3 gæster online

Søg

Et anstændigt Danmark, Powered by Joomla!; Joomla templates by SG web hosting